Kirkekoncerter og musikalske foredrag


1. Aiolos Sax & Organ Duo 

Musik der bevæger….

Siden 2011 har der lydt både smukke, livlige og farverige toner i kirker landet over, når saxofonist Henriette Jensen og organist Tina Christiansen har været på besøg og spillet koncert med AIOLOS Sax & Organ DUO. 
De to instrumenter, saxofon og orgel, smelter utrolig flot sammen, og supplerer hinanden helt eminent! Repertoire mulighederne er uanede, og duoens repertoireliste spænder således både over bearbejdelser af værker fra barokken, over romantisk musik og til helt moderne kompositionsmusik skrevet originalt for besætningen. 
Adskillige komponister har gennem årene skrevet musik specielt til AIOLOS Sax & Organ DUO, heriblandt Christos Farmakis (GR), David Loxley-Blount (UK), Bo Lundby-Jæger, Tore Bjørn Larsen, Frederik Magle, Lars Kristian Hansen, Per Skriver og Niels Christian Rasmussen. 
Duoens koncertprogrammer tilpasses altid det enkelte orgel i hver kirke, og intet orgel er for lille eller stort til at duoen kan skabe en flot koncert. Duoen tager gerne imod ønsker til repertoiret, ligesom julekoncerter også er en smuk mulighed. De to musikere præsenterer gerne musikken for publikum inden eller undervejs i koncerten.
Begge musikere er uddannet fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium samt ved konservatorier i udlandet og har begge gang i en omfattende karriere i både ind- og udland.

Et lille udpluk fra duoens store repertoireliste: 
Alessandro Marcello (1669-1747): Koncert i d-mol
Modest Mussorgskij (1839-1881): Uddrag fra "Udstillingsbilleder" 
Antonín Dvorak (1841-1904): Largo, fra Symfoni nr. 9 ("Fra den nye verden")
Edvard Grieg (1843-1907): Peer Gynt Suite  
Gabriel Fauré (1845-1924): Pavane, op. 50
Samuel Barber (1910-1981): Adagio 
Denis Bédard (f. 1950): Sonate 
James Whitbourn (f. 1963): A Brief Story of Peter Abelard
Frederik Magle (f. 1977): Kosmos  
David Loxley-Blount (f. 1989): Nightingale (2021)

Se den fulde repertoireliste på vores hjemmeside, hvor der også er flere lydeksempler: tina-christiansen.dk/ensembles/aiolos%20sax%20%26%20organ%20duo.html 

Udtalelser
"Stemningsfuld koncert med to imødekommende musikere af højeste kaliber. Symbiotisk sammenspil som forløser musikken på smukkeste vis. Skønt med info om musikken undervejs og tid til snak med koncertgæsterne efter koncerten.”
Organist Jonas Skov Thomsen, Hans Egedes Kirke, Aalborg, november 2021

"I listened to your performance of the 3rd movement from my Sonata no. 1 on your website.  Wow!  That's really impressive!  I'm so glad to hear my music played with such verve and virtuosity, bravo to both of you!"
Komponist Denis Bédard, Canada, marts 2019

“Tusind tak for en sublim koncert i går. Et gennemtænkt program, grundigt gennemarbejdet og spillet fremragende, simpelthen. Den grad af musikalitet, mestring og grundighed er til at blive helt salig over. I har så meget fortjent en hel masse engagementer alle vegne." 
Organist Birgit Nedergaard Madsen, Rønninge Kirke, 2014

"Tak for en dejlig koncert i søndags! Fremragende musik, dygtige musikere! Vi var meget tilfredse i Hammer Kirke." 
Organist Lene Holt Nielsen, Hammer Kirke, 2011

Om musikerne:

Henriette Jensen er uddannet klassisk saxofonist fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium hvorfra hun debuterede i 2012. Hun har desuden studeret ved Arno Bornkamp ved Conservatorium van Amsterdam, Holland.

Henriette er en meget aktiv kammermusiker og solist med et bredt virke i både ind- og udland.
Hun spiller i flere forskellige ensembler og har spillet koncerter over store dele af Europa og i Rusland, Mexico, Argentina, Kina og Cuba. Hun har været solist med flere orkestre, bl.a. i Andrei Eshpay’s saxofonkoncert ved Verdenskongressen for saxofon i Strassbourg i 2015. Hun har indspillet flere cd ́er med sine ensembler, som bl.a. er udgivet via det internationale pladeselskab Orchid Classics.

Udover at virke som solist og kammermusiker i ind- og udland underviser Henriette også i saxofon på Det Jyske Musikkonservatorium. Her er hun også medarrangør af den årlige Nordic Saxophone Festival i Aarhus, som hvert forår tiltrækker saxofonister fra store dele af Europa.
----
Tina Christiansen er uddannet organist fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 2013. Hun har desuden studeret hos organist Anders Johnsson ved Musikhögskolan i Malmö, Sverige, og endelig har hun suppleret studierne med talrige masterclasses hos nogle af Europas førende orgelspillere.

Tina er en yderst aktiv koncertorganist og har spillet koncerter over store dele af Europa og i Rusland (Fjernøsten og Sibirien), hvilket bl.a. har inkluderet solokoncerter i St Paul’s Cathedral i London og Riga Dom i Letland. Hun har optrådt som orgelsolist ved koncerter med Odense Symfoniorkester og Prinsens Musikkorps, og hun har vundet flere priser ved internationale konkurrencer. Samtidig har hun bestilt og uropført megen ny musik for orgel af danske komponister, heriblandt af Anders Koppel, Niels Marthinsen og Rasmus Zwicki.

Tina har siden 2015 været ansat som organist ved Ansgars Kirke i Odense, og hun er initiativtager til og formand for Odense Internationale Orgelfestival.
-----
Link til videoer: 

Samuel Barbars Adagio:
www.youtube.com/watch?v=d6RvVIxUg1I

Edvard Grieg: Morgenstemning
www.youtube.com/watch?v=jvss_xwiXrI

Smagsprøve fra en koncert: 
www.youtube.com/watch?v=eLlUP5qwgjw

Denis Bedard: Sonata no. 1, 3. sats:  
www.youtube.com/watch?v=pWDd9A1yJKE&feature=emb_logo

(60/90 min. Kontakt for pris)