Kirkekoncerter og musikalske foredrag

Trio Aquila

Kontaktperson: Loussine Azizian
Adresse: Dalstrøget 65, 2.th, 2870 Dyssegaard
Email: lucy.azizian@gmail.com
Telefon: 2657 3399
Webside: www.loussine-azizian.com

Aquila trio er en ung klavertrio sammensat af tre af landets meget aktive og engagerede unge klassiske musikere. Fra tre vidt forskellige baggrunde mødes den armenske violinist Loussine Azizian, den danske cellist Julie Tandrup Kock og den russiske pianist Anna Kirova for at formidle deres store kærlighed for kammermusikken og udforske det formidable og mangeartede repertoire skrevet for klavertrio. Alle tre musikere er uddannet i solistklasser - i henholdsvis Rusland, USA, Schweiz, Østrig og Danmark. Sammen eller hver for sig har de spillet koncerter i det meste af Europa, i Nordamerika og Argentina. I december 2013 vandt trioen en kontrakt med den kinesiske regerings kulturagentur. I september 2015 turnerer hele det østlige Kina og Mongoliet med 26 koncerter i mange af landets største koncertsale.
De to strygere startede samtidig på konservatoriet og blev hurtigt tiltrukket af hinandens ekspressive spillestil. De begyndte at spille sammen allerede på deres første år i 2005 og har gjort det lige siden. Som duo har de spillet mange koncerter og er ofte blevet rost for deres intense og sammensmeltede sammenspil, som fx til Julies debutkoncert, hvor der i den officielle anmeldelse bla. stod: ”…der bemærkedes et fremragende samspil med violinisten Loussine Azizian, tæt og intenst, og gennemarbejdet i detaljen; både teknisk og kunstnerisk udført på højeste niveau”.
Siden har de allieret sig med den russiske pianist Anna Kirova, som er uddannet i solistklasser i Sankt Petersborg og Los Angeles og prisvinder i flere internationale konkurrencer. De tre unge musikere har dedikeret sig til trioen lige fra starten, så på trods af trioens kun to-årige eksistens havde den sin debut i Tivolis Koncertsal i 2012 og har siden spillet utallige koncerter og til festivaler rundt omkring i hele Danmark og opbygget et stort repertoire. I 2012 arrangerede de desuden deres egen festival med 12 gratis koncerter på 14 dage i København og omegn. Koncerterne var tænkt som et indspark i den heftige politiske debat om fremtiden for klassisk musik i Danmark og fik fulde huse og stor mediebevågenhed. Aquila Trio har taget timer hos bla. Professor Serguei Azizian, Professor Tim Frederiksen og Trio Con Brio.

Trio Aquila holder koncert i hele landet.

1. Aquila Trio

I sæson 2014-2015 har vi flere store klassikere på programmet - Mendelssohns Trio i d-mol, Schuberts Trio i B-dur, Brahms’ Trio i H-dur, Shostakovich’ Trio i e-mol og Tchaikovskys Trio i a-mol. Men vi har også mindre kendte værker, heriblandt armenske Arno Babadjanians sprudlende virtuose trio, Carl Nielsen sjældent opførte uskyldige ungdoms-klavertrio nr. 1, Debussys ungdomstrio og et virtuost arrangement af Schoenbergs Verklärte Nacht. Desuden har den anerkendte danske komponist Nicklas Schmidt tilbudt at skrive en trio specielt til os i forbindelse med vores kommende Kina-tournée. I samme kontekst har vi flere kinesiske værker på repertoirelisten.
Herudover er vi meget åbne overfor arrangørens ønske, så står du og drømmer om et bestemt værk eller
arrangement, vil vi med glæde sætte det på programmet.


2. Aquila Trio og Professor Christian Kock

Aquila Trio har den seneste tid eksperimenteret med en lidt anderledes klassisk koncertform og har i den forbindelse allieret sig med den anerkendte professor i retorik, Christian Kock. Inden musikken vil Christian Kock således holde et kort indledende oplæg, - om og i relation til den musik, som trioen herefter spiller. Det vil ikke være et decideret musikhistorisk oplæg, men vil have en lidt anderledes indgangsvinkel, samfundsmæssig, historisk eller filosofisk, alt afhængig af den musik, som er på programmet.


3. Aquila og Forellen

Trioen har allieret sig med Joel González, 1. Solobassist i DR Symfoniorkester for at kunne opføre den forunderlige klassisker, Forellekvintetten af Schubert. Kvintetten varer ca. 40 minutter og kan derfor stå alene til en kortere matiné eller Fyraftenskoncert eller den kan kombineres med en hvilken som helst af de ovenstående trioer.


4. Aquila to og to

En programform vi havde stor succes med ved vores egen festival var at skifte mellem værker for forskellige besætninger. For at skabe denne lidt mere varierede koncertform, har vi tilrettelagt programmer, hvor trioen kan skifte mellem at spille programmer alle tre sammen og to og to – sågar solo, hvis der er et ønske om det. Blandt værkerne vi har på duo-repertoiret er for violin og cello Ravel og Kodálys Duoer, for cello og klaver Rachmaninovs og Beethoven cellosonater og for violin og klaver Beethovens, Prokofievs og Francks
violinsonater.


5. Shostakovich og Messiaen – klavertrio med sopran eller klarinet

Både Shostakovich og Messiaens to kvartetter for de utraditionelle besætninger klavertrio og henholdsvis sopran og klarinet værker er inspireret af de mørkeste perioder af det forrige århundrede. Messiaens ”Kvartet til tidens ende” blev skrevet, da Messiaen var krigsfange og opført første gang i fængslet, hvor også en pianist, en violinist, en cellist og en klarinettist sad; deraf valget af besætningen. Shostakovich gribende Syv Romancer over digte af Alexander Blok for klavertrio og sopran blev skrevet i forbindelse med 50-året for Oktoberrevolutionen. Begge værker benytter den teatralske effekt, at besætningen skifter i hver sats. I Shostakovich forenes alle fire først i den syvende og sidste sats. Aquila Trio spiller med sopranen Nina Clausen og klarinettisten Marie Helense Bessesen.

Pris: 2500 kr pr. medvirkende.