Kirkekoncerter og musikalske foredrag

Messias LIGHT

v. Tina Christiansen, organist
Telefon: 2947 0495
E-mail: tina.christiansen@yahoo.dk
Website: www.tina-christiansen.dk

Messias LIGHT består af:
Michelle Nora Lind, sopran
Nanna Varmer Ipsen, alt
Kristoffer Emil Appel, tenor
Lauritz Jakob Thomsen, bas
Tina Christiansen, organist

Messias LIGHT afholder koncerter i hele landet.

1. Händels Messias

Blandt verdens højst elskede og oftest opførte oratorier er Händels Messias. I Danmark er det for mange blevet en fast tradition at opleve værket live i dagene op til jul. Halleluja-koret alene trækker publikum i hobetal, og de traditionsrige opførelser kan melde om udsolgte koncerter år efter år. Händels Messias er et stort værk skrevet for orkester, kor og fire solister og tæller gerne op mod 65 musikere. Med så mange medvirkende stilles store krav til både fysiske og økonomiske rammer for de kirker og koncertsale, der ønsker værket på programmet. 

Messias LIGHT nytænker værket Messias. Vi mener, at alle bør have muligheden for at opleve det populære værk, fra land til by.  Vi har derfor udviklet en kammermusikalsk udgave af Messias, hvor kun fire sangere og én organist agerer både kor, solister og orkester. Sangerne synger skiftevis korsatser og solosatser, mens orgelet genskaber orkesteret*. Händels værk, som ellers er tiltænkt et stort format, fremstår hermed i et nyt lys med fokus på intimitet og samspil. Uden en dirigent til at styre slagets gang er det op til de kun fem musikere at forløse den store musik i fælles samklang. 
 
Formålet med koncerten er ikke blot at sætte Messias i et nyt lys, men i høj grad også at nå ud til et publikum, som ellers måske ikke ville have muligheden for at opleve Messias live, enten af geografiske eller økonomiske årsager. Det vil vi gerne ændre på. Med vores koncept har kirker over hele landet nu muligheden for at tilbyde Messias med gratis entré. 
 
For at imødekomme et bredere publikum har vi desuden valgt at lave uddrag af værket – en ”light-udgave” - så koncerten i stedet for de originale tre timers varighed, varer ca. en time.  
 
Med det in mente har vi udviklet forskellige udgaver, som kirkerne kan vælge mellem, alt efter om de ønsker værket til jul, påske eller noget helt tredje. Messias, som i Danmark traditionelt opføres til jul, er oprindeligt skrevet til påsken, og vi mener, at den stærke fortælling og værkets mange udødelige hits gør sig gældende ved endnu flere lejligheder. 
 
Messias LIGHT har allerede vist sig at være meget populært, og vi håber at kunne nå endnu flere mennesker rundt om i landet.

*Koncerten kræver et orgel med min. to manualer og pedal

(Ca. 60 min. 12.500 - 15.000 kr.)
Koncerten er tidligere bl.a. afholdt i St. Stefans Kirke (København), Hammer Kirke (Sjælland), Osted Kirke, Tveje Merløse Kirke, Ringe Kirke, Ansgars Kirke (Odense).